NINA MØLLER ANDERSEN skrev bogen som en faglig indføring i Bakhtins sprogbrugsbegreber, der har opsamlet "næsten eksplosiv" interesse i den akademiske verden gennem de sidste årtier, og som har vækket en bred skare af fortolkninger takket være forskelligartede oversættelser og tilgange til Bakhtins værk. Ifølge Andersen findes der tre hovedlinjer i Bakhtin-læsningen: 1) læsningen af teksterne på russisk set isoleret i deres egen tid; 2) nærlæsningen af originalteksterne med sideblik til den tid, hvori de er skrevet; 3) intertekstuel læsning set som den forekommer i moderne tid uden hensyn til teksternes egen tid. Denne bog følger anden hovedlinje.
Andersen stavede Bakhtins navn efter den germanske tradition, dvs. "Bachtin", hvorimod jeg benytter den angelsaksiske tradition.
TJUSJOJE SLOVO, det fremmede ord, beskrives af Bakhtin således: "... ethvert levende ord står ikke alene over for sin genstand: mellem ordet og genstanden, ordet og den talende personlighed, er der afsat en elastisk, ofte vanskeligt gennemtrængelig kreds af andre fremmede ord om den samme genstand, om det samme emne."
Jeg er overbevist om, at hvis vedkommende kender dette bakhtinske begreb, kan enhver snakke om det i timevis. Når en franskstuderende rejser i Frankrig, kender hun forhåbentligt definitionerne på deres ord, men deres fremmede ord er for den udenforstående studerende ofte uforståelige. Følgende er Andersens eksempel: En skolelærer spørger, "hvor mange gange har jeg bedt jer om at tage jeres bøger frem?" En kinesisk elev, der kun har været i Danmark i et år, svarer "tre gange" i et forsøg på at svare korrekt, men hun misforstår spørgsmålet, fordi hun ikke hører det fremmede ord.
Der findes tre hovedretninger for vekselvirkningsforholdet mellem ordet, slovo, og det fremmede ord, tjusjoje slovo: den regressive, den progressive og den centripetale. Andersen serverer igen et godt eksempel for læseren: En lærer, der underviste i dansk som fremmedsprog, afsluttede sin sidste undervisningsgang med at spørge sine kursister, om de havde lyst til kaffe. Der findes en regressiv retning (mod den umiddelbart forudgående kommunikationssituation, dvs. at undervisningen er fuldendt) og en progressiv retning (mod den umiddelbart kommende kommunikationssituation, dvs. adressaten). En udlænding ville måske undre sig over, hvad kursisternes lyster betød for læreren, og ytre noget i nærheden af, "hvorfor er mine lyster til kaffe i din interesse?" (Hvis altså kursisten besad de nødvendige sprogfærdigheder til at forme ytringen på dansk.) Dermed er alle tre hovedretninger repræsenteret.
POLIFONIJA, polyfoni, bruges af Bakhtin i litterær sammenhæng til at beskrive tekster, der bl.a. ligestiller autorens stemme med heltenes stemmer, således autoren ikke ved mere om heltene end de selv gør. Dostojevskij var pioneren inden for polyfoni ifølge Bakhtin, men Andersen nævner også danske bøger, der kan siges at dele polyfone træk, som en slags prototypisk polyfoni: Lykke-Per (Pontoppidan), Syv aldres galskab (Madsen) og Mærkedage (Sørensen).
Det tostemmige ord kan i dagligdagen virke som stilisering (Andersens eksempel: Maja siger, "ryger du så Maja, nej det gør jeg faktisk ikke," for det første som stilisering af en venindes spørgsmål og i sidste replik også som parodi/ironi, se næste), parodi/ironi (A. eks.: en person, der snart rejser til Hawaii, siger, "jeg kender absolut ingen, der kunne blive misundelig," og i sammenstødet mellem den ærlige og den uærlige stemme opstår ironien) eller skjult dialog (A. eks.: En ældre person siger til sin ægtefælle, "når vi kommer til Thailand, skal vi huske ..." som en henvendelse til den fremmede, der lytter med, dvs. superadressaten. Det afgørende er, at begge ægtefæller åbenlyst ved, at de skal til Thailand).
Superadressaten kan også kaldes "den tredje", f.eks. publikum eller G-d.
HETEROGLOSSIA blev som begreb introduceret af Holquist og Emerson i deres oversættelse af Bakhtin for at samle tre russiske begreber under ét. Det er muligvis det populæreste bakhtinske koncept i akademia, og derfor findes et utal af definitioner på begrebet. Af den grund forlanger brugen af begrebet også tydelige tegn på, hvilken fortolkning af konceptet, der benyttes.
KRONOTOPEN. Dette begreb handler om tid (moment and duration) og sted (location and direction); analyse af tekster ved brug af dette koncept kunne kaldes kronotopisk semantik.
BOGENS INDTRYK på læseren har gode forudsætninger for at være positivt. Andersen benytter både humor og teoretisk viden til at forklare Bakhtins begreber og skaber dermed en følelse af forøget indsigt, for hvilket man også må takke hendes mange års erfaring i undervisning.
KONKLUSION. Ordet i livet og ordet i kunsten er en meget inspirerende bog. Den udtrykker tanker, som vi alle har tænkt, på unik og intelligent manér, og derudover tanker, som de færreste har tænkt. Den er værd at læse, men lad hellere være med at skrive et brev til Andersens arbejdsmail nu; det er uden nytte, fordi hun gik bort tidligere på året. Københavns Universitet skrev et mindeord for hende i april 2024.
Bakhtin bærer enorm vigtighed for de fleste humanistiske grene, og ingen studerende burde indtræde i et universitet uden elementær forståelse af hans tanker. Hvis Bakhtin føles fremmed for dig, kan denne bog være din frelse.
Bogen indeholder citater på engelsk.
Personlige noter:
Jeg lånte et eksemplar på et bibliotek. Del gerne dine tanker om bogen o.l. litteratur over e-mail: jh (snabel-a) bogklub.org eller X (tidl. Twitter): @JulienBook.