RICHARD DAWKINS (f. 26. marts 1941) er en evolutionsbiolog og zoolog, der har forfattet adskillige bøger, hvoraf næsten enhver læser kender The Selfish Gene (1976) og The G-d Delusion (2006). Denne anmeldelse drejer sig om sidstnævnte; det kontroversielle, ateistiske værk, der har skabt friktion blandt såvel troende som skeptikere.
Dawkins' bog fremsætter en samling af sekulære, humanistiske pointer, hvoraf jeg har udvalgt denne liste:
Dawkins' tilgang til emnet er præget af hans videnskabelige baggrund, og han deler Laplaces opfattelse af det monoteistiske dogme, skaberens eksistens, som en simpel hypotese. Da Napoleon spurgte Laplace, hvordan han overkom forfattelsen af sin bog vedrørende astronomi uden at omtalte Den Almægtige, svarede Laplace: "Jeg havde ikke brug for den hypotese."
TO TYPER AGNOSTICISME. Bogen fremfører en opdeling af agnosticismens tilhængere i to grupper: TAP (Temporary Agnosticism in Practice el. Midlertidig Agnosticisme i Praksis) og PAP (Permanent Agnosticism in Principle el. Permanent Agnosticisme i Princip). TAP'ere mener, at G-ds eksistens hverken kan bekræftes eller afkræftes på nuværende tidspunkt, men de indrømmer villighed til at ændre mening, hvis evidens udarbejdes, hvorimod PAP'ere sidder på hegnet mellem teisme og ateisme uden nogensinde at vælge side på trods af eventuel evidens. Et eksempel på PAP til fuldendthed kunne være Stephen Jay Gould, der påstod, at videnskaberne aldrig kunne opnå svar på religiøse spørgsmål: "Vi kan hverken bekræfte eller afvise det; vi kan simpelthen ikke kommentere det som videnskabsmænd." Gould udtrykker denne tanke i hans NOMA-teori (non-overlapping magisteria), som angiveligt belyses i bogen Rocks of Ages.
INTELLIGENT DESIGN-TEORIEN bliver kritiseret af Dawkins, der mener, at teorien forsøger at udfylde huller i fysikken, som pro tempore ikke kan forklares videnskabeligt, med en afart af kreationismen (Dawkins' ideologiske modsætning), der erstatter det uforklarlige med en større uforklarlighed, jf. Dawkins' kritik af de tre indledende "beviser" på G-ds eksistens af Thomas Aquinas; den italienske teolog pegede på G-d som den første reaktions årsag. Dawkins viser uvilje mod denne tanke, fordi G-d ifølge ham også Selv må have en årsag. Hvis du kan acceptere et brud på dette princip, hvorfor så vælge den givne hypotese over andre? Desuden bebuder eksistensen af den hellige årsag hverken, at nævnte skaber er almægtig eller alvidende, og ingen ved om Han (el. Hun el. Den) er god per den udbredte definition af godhed.
MISINFORMATION OM JUNG. Gennem min læsning af bogen opdagede jeg en underlig påstand: "Jung also believed that particular books on his shelf spontaneously exploded with a loud bang" (Jung mente også, at bestemte bøger på hans reol spontant eksploderede med et stort brag), og Dawkins knyttede ingen kilde til denne bemærkning. Jeg undersøgte sagen på internettet, men til ingen nytte. Jeg kunne ikke uden videre acceptere, at Jung holdt denne irrationelle overtro (på trods af hans historik af irrationel overtro), så jeg kontaktede C. G. Jung Instituttet i København og modtog to prompte svar. Der var tale om en misforståelse, hvis du spørger instituttets medlemmer, og anekdoten hører til Jungs bog Erinnerungen, Träume, Gedanken (Erindringer, Drømme, Tanker); i kapitlet om Freud findes beretningen om en diskussion mellem de to psykologer vedrørende parapsykologi. Under diskussionen skete der et brag fra bogreolen (fra den engelske oversættelse: "a loud report in the bookcase"). En lyd, men ingen eksplosion. Den pyrotekniske effekt var ifølge instituttet tilføjet af Dawkins. Den engelske definition af ordet "explosion" fundet i Oxford's (Dawkins' alma mater) Advanced Learner's Dictionary: "the sudden violent bursting and loud noise of something such as a bomb exploding" (den pludselige voldsomme sprængning og kraftige støj af noget såsom en bombe, der eksploderer); defintionen af "to explode" er ligeledes forbundet med "at sprænge" eller "causing damage" (forårsagende skade).
BOGENS FORMÅL skinner klart igennem på alle sider, og Dawkins forsvarer sine holdninger med historicitet, mere eller mindre logisk begrundelse og vekslende intelligens. I nogle afsnit fremstår han som et klart forbillede for rationelle unge mennesker, undertiden bliver hans humor ynkelig og hans argumentation forkastelig. Vær opmærksom på ikke at falde for ateistisk dogmatik ved læsning af bogen, fordi ingen fremførte argumenter producerer et endegyldigt modbevis på G-ds eksistens; hverken i hans eller mine øjne. Majoriteten af bogens afsnit var en nydelse at læse, men jeg kan ikke promovere Dawkins som en talsmand for alle tvivlere, da hans ord mangler en vis "hengivenhed til videnskaben," som jeg leder efter i forfattere, der dyrker virkeligheden ligesom mig. Det lyder måske som argumentum ad hominem (ikke desto mindre), men den opgave, jeg har stillet mig selv, er at anmelde bogen. En gyldig kritik af Dawkins' argumentation er ikke en opgave, jeg kan fuldbyrde på 2-3 siders plads.
KONKLUSION. Denne bog er et udtrykkeligt forsvar af den videnskabelige metode, rationalismen og monismen, samt en anklage af kreationismen og andre overtroiske strømninger. Jeg giver ikke stjerner, selvom denne bog fortjener et par, men forslag, og denne bog foreslås til såvel naturvidenskabelige som humanistiske studerende, der søger et blik på nutidens ateisme. Den er skrevet i et populært, nutidigt sprog, som alle kan forstå, og indholdet kræver ingen forhåndsviden om videnskab eller religion; en oplagt begyndelse på selvstudiet i begge dele.
Personlige noter:
Denne bog var min indgang til Dawkins' værk. Jeg læste den engelske paperback med særskilt forord skrevet specielt til denne udgave, hvor forfatteren bl.a. reagerer på de typiske angreb mod hans bøger og taler. Mit forbehold mod at skrive ordet "G-u-d" skyldes en gammel skik, og udenforstående behøver ikke tænke yderligere over det; jeg håber ikke, at mit valg har skabt forvirring. Jeg fraråder alle med vigende tro at læse denne bog, fordi jeg ikke ønsker at være medskyldig i andres tab af religion, medmindre deres tro er bundet i psykose o.a. former for vanvid. Ateister, der bekender sig til ideologien af rene, rationelle intentioner, hvilket rydder dem, der blot søger "politisk ukorrekt" adspredelse, behøver ikke læse bogen, da alle Dawkins' pointer for dem vil virke som en selvfølge. Bogen har forsynet min liste med mange nye forslag, inklusive den nævnte autobiografi af C. G. Jung, som Dawkins dog ikke foreslog. Del gerne dine tanker om bogen o.l. litteratur over e-mail: jh (snabel-a) bogklub.org eller X (tidl. Twitter): @JulienBook.