DAN ZAHAVI er professor i filosofi og leder af Center for Subjektivitetsforskning ifølge KU.dk, der oplister hans primære forskningsområder som forholdet mellem fænomenologi og naturalisme, Husserls transcendentale idealisme, vi-intentionalitet m.m. Han giver vejledning inden for bevidsthedsfilosofi og fænomenologi (ibid.).
INTRODUKTIONEN rummer en "dramatis personae": Husserl, Heidegger, Sartre, Merleau-Ponty og Lévinas. Deres baggrund beskrives i biografiske detaljer om især uddannelse, erhverv og værk, hvorimod udforskningen af deres respektive filosofier hovedsageligt gemmes til senere.
BEGREBER. Bogen indeholder uddybende forklaringer af bl.a. disse begreber:
"Intentionalitet" beskriver ikke målrettethed, som "intentionelle handlinger" ofte gør, men bevidsthedens forhold til genstande, hvilket er perspektivistisk, idet genstanden altid behandles af tanken, fantasien, erindringen osv. på en bestemt måde (og alle forståelser er nødvendigvis perspektivistiske). Vi intenderer genstande, fordi vi mener noget om dem; vi perciperer ikke genstande pga. kausalitet, men deres meningsfuldhed for os, mener fænomenologer typisk ifølge Zahavi. Der findes en gensidig afhængighed af verden og bevidsthed, som Merleau-Ponty formulerer i Phénoménologie de la perception: "Verden er uadskillelig fra subjektet..." Denne position vil sikkert føre til mistanken om at fænomenologi er en idealisme, men Zahavi anfægter denne mistanke: "Hvis man definerer (...) realisme som den position, at vi direkte erfarer genstande i verden, genstande, som har en radikal anden slags væren end mentale tilstande, så er Husserl i højere grad realist end traditionel idealist." Intentionalitetsbegrebet analyseres i det første fænomenologiske hovedværk, Logische Untersuchungen (Husserl).
"Epoché" beskriver den indstilling, hvor fænomenologen sætter sin praktiske interesse i parentes; disse interesser i verdens væren, virkeligværen og ikke-væren er "forbudte" i Husserls ord. Det er hans forsøg på at afsløre subjektet, og ideen har opnået stor indflydelse på flere akademiske områder. Denne suspension af den naturlige indstilling følges af Husserls transcendentale reduktion. Disse to trin danner grundlaget for filosofisk refleksion befriet fra naturlig dogmatisme; vi bliver bevidste om vores involvering i konstitutionsprocessen, den subjektive proces, der fører til alle genstandes fremtrædelse. Flaubert skrev: "Hver gang vi bruger vores øjne, har vi fået til vane at huske, hvad folk før os har tænkt om de ting, vi kigger på." Men han fortsætter: "Selv den mindste ting indeholder en smule, som er ukendt."
"Eidetisk variation" betegner metoden, med hvilken fænomenologer forestiller sig en bestemt genstand med forskelle, der afslører genstandens træk som tilfældige eller nødvendige. Gennem denne metode opdager fænomenologer hvilke træk, der tilhører genstandens invariante struktur, som udgør dens essens. Metoden er vigtig inden for den husserlske fænomenologi, men kan forårsage problemer i analysen af morfologiske essenser (i modsætning til eksakte essenser).
ANALYSER. Bogen indeholder to konkrete analyser, der har til formål at eksemplificere fænomenologiens undersøgelser:
Rummet og kroppen. Heidegger skelner mellem to forskellige former for rum: det eksakte tredimensionelle rum og det rum, der udfolder sig i vores brugende omgang med det vedhåndenværende. Der findes også en anden slags skel, når man taler om kroppen og andre genstande; Husserl, Sartre og Merleau-Ponty fremhæver, at kroppen ikke blot er objekt som de andre. Vi er fanget i dens evige nærhed (for nu), og selv i mødet med vores spejlbillede ser vi kun en afledt fremtrædelsesform, og alle genstande omkring os er orienteret ift. kroppen. Det er i denne diskussion vigtigt at skelne mellem den levede krop og kroppen som genstand ("corps propre" og "corps objectif" i Merleau-Pontys ord), endnu en fænomenologisk distinktion. Denne diskussion fører til næste analyse om socialitet, fordi kropsligheden ikke kun er et biologisk faktum, men også en sociokulturel kategori.
Intersubjektivitet og fællesskab. Intersubjektivitet forstås af fænomenologer som en relation mellem subjekter og analyseres derfor fra et førstepersonsperspektiv. Scheler og Merleau-Ponty kritiserer analogiargumentet (som hævder, at kroppe reagerer på kausalitet med bestemte handlinger på tværs af kulturer og i visse tilfælde arter, hvilket ifølge argumentet taler for, at andre kroppe oplever noget tilsvarende og f.eks. også besidder en bevidsthed; argumentet taler for, at tilstanden af vedkommendes bevidsthed tilgås ved erfaring af hans krop som analogi til iagttagerens), fordi det i deres holdning ikke er psykologisk plausibelt, at spædbarnet projicerer sine egne følelser ind i den andens krop, når han ser et smil, der ligner hans eget. Hvorfor reagerer spædbørn på "ansigtsudtryk, intonation, gestikulation osv." på relevante måder? Deres kritik fortsætter og indebærer bl.a. Merleau-Pontys afvisning af den opfattelse, der definerer oplevelseslivet som en række indre tilstande, utilgængelige for andre; bevidsthedslivet er en relation til verden. Endnu engang hænger analysen om intersubjektivitet sammen med den om kroppen, da mødet mellem to mennesker ikke kan forklares som mødet mellem to fysiologiske genstande, men som mødet mellem to levede kroppe.
Analysen belyser senere Husserls vi-perspektiv og dialogens rolle for konstitutionen af dette vi, og Gerda Walther fortsætter denne idé. Heidegger og Gurwitsch kritiserer ideen, og førstnævnte mener ikke, at viet opstår takket være uafhængige subjekters enighed om at stifte dette fællesskab, men på grund af fælles herkomst, og taget Gurwitschs kritik i betragtning beskriver Zahavis deres holdning sådan: "Socialiseringsprocessen er således i al væsentlighed historisk..." Diskussionen lever stadig.
DAN ZAHAVIS FORTOLKNING af fænomenologiens store værker præsenteres i en stil, der deler mange træk med både gymnasiale studiebøger og pop-litteratur uden at pacificere stoffet. Han præsenterer også typiske misforståelser og argumenterer for, hvorfor disse strider imod den fænomenologiske videnskab, til hvilken Husserl havde strenge krav.
Dan Zahavi er tilhænger af kontinuitetstesen, og han mener, at der findes visse "temaer og metodiske greb", som Husserl, Heidegger og Merleau-Ponty har til fælles eller "som binder [dem] sammen" uden at benægte deres forskelle.
KONKLUSION. Zahavi har en særlig skrivestil, der burde opleves af enhver læser, om deres interesse for faget er stor eller lille, og selvom bedre introduktioner til fænomenologi sikkert findes, skiller denne bog sig ud på tiltrækkende måder: det almene sprog udtrykker store ideer; diskussionen fylder mere end definitive svar; som introduktion viser bogen i højere grad fænomenologiens bredde end dens dybde. Desuden indeholder bogen introduktioner til hhv. fænomenologisk sociologi og fænomenologisk psykologi, hvilke også er værd at læse. Her beskrives bl.a. skizofreni, som ifølge Blankenburg forandrer patientens i-verden-væren ved en "commonsense-krise" og "tab af naturlig evidens" (læs mere i hans værk om dette, Der Verlust der natürlichen Selbstverständlichkeit.)
Jeg ville foretrække et større fokus på definitioner og mindre på eksempler, men jeg forstår, at nogle læsere har anden smag end mig. Hvis du lettere tilegner dig viden gennem eksempler og intet har imod, at disse eksempler findes overalt i kapitlerne fremfor som separate demonstrationer af tekstens koncepter i særskilte afsnit, vil du nyde bogen.
Bogen giver det indtryk, at fænomenologiens mænd og kvinder ikke bindes sammen af deres enige svar, men af de samme spørgsmål, og taget andre videnskabelige områder i betragtning virker dette som en normalitet.
Alle kapitler indeholder forslag, der kan supplere læserens lekture.
Personlige noter:
Jeg lånte et eksemplar på et bibliotek. Del gerne dine tanker om bogen o.l. litteratur over e-mail: jh (snabel-a) bogklub.org eller X (tidl. Twitter): @JulienBook.