3 udvalgte bøger fra hver måned

Julien Horowitz

August 2024
Ordet i livet og ordet i kunsten af Nina Møller Andersen
Bakhtins begreber kan styrke enhver studerendes forståelse af såvel tekster som den virkelige verden, og med udtryk som bl.a. "det fremmede ord", der beskriver den besværlige kreds af fremmede ord mellem det talte ordet og den talende personlighed, desuden ordet og genstanden, udvider Bakhtin arealet for mulig erkendelse, dvs. hvad vi kan tale om og tænke på, hvilket Andersen viderebringer til danske læsere. Bogen fylder forhåbentligt læseren med stærk inspiration og motivation til at studere flere foregangsmænd inden for denne gren af filosofien.
Fænomenologi af Dan Zahavi
Fænomenologi er utroligt spændende, og Zahavi introducerer faget med sin særlige skrivestil, der fortjener større interesse. Hvert kapitel indeholder en liste over forslag som supplement til læserens lekture, hvilket øger bogens egnethed som bidrag til selvstudier ved siden af gymnasial uddannelse eller bachelorstudier. Bogen føles til tider som en dialog mellem uenige fænomenologer og forfatteren, og store navne nævnes som f.eks. Husserl, Heidegger, Sartre, Merleau-Ponty og Lévinas.
Forsimplingen af verden af Thomas Bauer
Manglende ambiguitetstolerance medfører meget ondskab som fundamentalisme og ligegyldighed, hvilke opnår stigende støtte i både religion og politik, og denne udvikling ses i historien, der veksler mellem nævnte tolerance og intolerance, hvor tolerancen kendetegnede renæssancen, og intolerancen kendetegnede Den Franske Revolution. Bauers kritik af samfundet adskiller sig tydeligt fra andre kritikker, og man burde læse denne, hvis debatten om ambiguitet interesserer én.

Juli 2024
Nietzsche (3. udg.) af Villy Sørensen
Sørensens introduktion til Nietzsches filosofi og liv er en undervurderet bog i dansk litteratur. Den anvender populære begreber og forklarer sin fortolkning af sagen på en måde, som næsten enhver læser vil finde forståelig og tiltrækkende. Efterskriftet skal læses, men stol ikke på, hvad han skriver; mange psykoanalytikere fra Freuds kreds finder seksuelle drifter bag så mange aktiviteter og i forsøget på at undersøge tabuet, finder de ofte en form for seksuel afvigelse, hvor den slags ikke forekommer. Jeg er ikke tilhænger af Sørensens fortolkning, men hans metode er tilfredsstillende.
Vilhelms værelse af Tove Ditlevsen
Ditlevsens forhold til Victor Andreasen skildres i denne autofiktive fortælling om ægteskabet og dets ende. Jeg har aldrig ved læsningen af en roman følt mig så tæt på forfatteren, og alligevel beskriver bogen en situation, som jeg aldrig selv har oplevet.
The G-d Delusion af Richard Dawkins
Denne bog er objektet i hjemmesidens første anmeldelse, og det var ved fundet af en brugt udgave fra en lille boghandel i Jylland, at jeg fik inspirationen til at skabe Bogklub.org. Som troende person var det forfriskende at læse om et perspektiv så fjernt fra mit eget, og dette møde med "den fremmede" er en af litteraturens gaver. Dawkins er en udmærket forfatter, men hans humor er pinlig.

Vend tilbage til forsiden